Pakker sendes en gang ugentligt torsdag aften, så husk at bestille i god tid!
Opskrift på hjemmelavet mjød
Har du længe gået med drømmen om at bygge din egen hjemmelavet mjød?
I dette blogindlæg lærer du at lave din egen mjød ud fra en simpel trin-for-trin guide. Når først du har brygget dit første eksemplar, garanterer vi dig, at det ikke bliver den sidste. Man bliver hurtigt bidt af processen, og hvem vil ikke nyde at få en hjemmelavet bryg-selv mjød i gave? Lær at brygge mjød med begynder-opskriften som du finder herunder.
Hvordan laver man mjød?
Kom i gang med din egen brygning af mjød med kun 4 ingredienser, som blandes sammen, hvorefter du følger hele opskriften, som du finder herunder.
Dette er en nem opskrift på mjød, som jeg startede med for mange år tilbage. Noget af det vigtigste du skal huske på er renlighed, tålmodighed og selvfølgelig de gode råvarer. Gå efter en dansk kvalitetshonning til mjøden - dette kan tydeligt smages i det endelige resultat.
Denne hjemmelavet mjød opskrift giver 25 liter, men du kan sagtens halvere eller fordoble portionen alt efter behov.
Ingredienser (mjød opskrift 20 liter)
- 9,5 kg honning (køb dansk honning til mjød)
- 10 breve urte te
- 1 håndfuld rosiner
- 50 g bagegær (Ikke økologisk)
Udstyr
- 1 Lille skål (2-3 liter)
- 30 Liter gærballon/gæringsspand
- 1 gærlås passende til ovenstående
- 1 Stor gryde (mindst 20 liter)
- 1 metalsi eller stor ske til at skumme af med
Fremgangsmåde
- Start med en grundig rengøring af alt hvad du skal bruge og sørg for at skylle det godt af. Sulfo er ekstrem god til at dræbe gærceller, og det er du ikke interesseret i. Derfor skal du huske at skylle meget grundigt, hvis du rengør med sulfo.
- Opvarm de 9,5 kg honning i 10 liter vand. Pas på at det ikke kommer op at koge - en kogende sukkermasse kan både være farlig og svine ekstremt, hvis det koger over. Jeg anbefaler at holde temperaturen på maks. 72 grader. Så man lavpasteuriserer og samtidig håndterer honningen skånsomt. Brug en si eller stor ske til at fjerne rester af voks eller andre urenheder, som flyder ovenpå. Denne blanding kaldes for “urten”.
- Kog 5 liter urtete på de 10 breve. Smid en håndfuld rosiner i til sidst, når teen koger og lad det trække i 10 minutter. Tilsæt blandingen, dog uden tebreve, til urten.
- Lad nu urten køle af til ca. 30-20 grader med låg på, hvorefter den hældes op i gærballonen/gærspanden. Tilføj nu vand fra vandhanen af samme temperatur indtil du når 25 liter. Hold urten på 25 grader hvis muligt.
- Tap 5 dl fra og hæld dem i en lille skål på 2 l. Tilføj 5 dl. Lunkent 25-30 grader varmt vand og opløs gæren heri. Lad denne ”gærstarter” stå i to timer - gerne i et stuetempereret rum, så den holder 25 grader ligesom din urt.
- Tilsæt gærstarter efter de to timer til urten. Det er vigtigt, at de to blandinger har samme temperatur, så du ikke dræber gæren.
- Påsæt låg og gærrør og tilsæt lidt væske i gærrøret. Her bruger jeg gerne lidt vodka, - det er godt til at slå bakterier ihjel. Nogle gange kan gæren gå i chok og være længere tid om at starte med at arbejde.
- Sæt nu din gærspand i et rum med en temperatur som ligger mellem 20 og 30 grader. Det vigtigt, at temperaturen hverken kommer under eller over denne angivelse.
- Er der ikke gang i gærrøret efter 30 timer, er din gærspand/gærrør enten utæt, eller også er gæren ikke aktiv. Prøv i stedet at lave en ny “gærstarter” og tilsæt den hurtigst muligt.
- Urten skal opbevares ved 20-30 grader i 2-3 mdr. (Ja, det tager lang tid.)
- Den første uge går du ud hver 2. dag og ryster din gærballon/gæringsspand, efter at du først har fjernet gærrøret i 30 sek. Dette er for at føre frisk ilt til urten. Herefter lader du din urt være i fred og lader den gære færdig.
- Efter 2-3 mdr, når der stort set ikke er mere aktivitet i gærrøret, kan du vælge at ”stikke” din mjød om til en anden beholder for at fjerne bundfald.
- Efter min mening skal mjød lagre i minimum 6-12 mdr. og gerne endnu længere for at smage rigtigt.
God fornøjelse 😊